Svineri i Åmosen ved Operation Ren Sø

Skrevet: 05-04-2008 af: Nanna Ilmer

  
Svineri ved ”bopladser” i Åmosen ved årets Operation Ren Sø.
Årets værste oplevelse var tegn på op til 4 ”bopladser” i Åmosen, hvor affaldet var forsøgt brændt uden held. Det lå stadig som ildelugtende bunker med smeltet plastik, knækkede fiskestænger og rådne muslinger.
Ellers var der forbavsende lidt affald lige ved stierne langs Mølleåen, Lyngby Sø og Bagsværd sø – det var indtrykket hos de ca. 25 friske deltagere ved Operation Ren Sø lørdag den 5.4.2008.
Affald kan man dog stadig finde, men der skal kigges grundigt efter i sivbræmmer, buskads ved stierne og i vandet. Her kan man stadig finde mange besynderlige ting som f.eks. årets høst af 2 lagner, opvaskerbørster, stearinlys, uåbnede øldåser, dele af redningsveste, bildæk, masser af tomme flasker og dåser, tupperwaredele, masser af lightere, cykler, sokker, flamingostykker, engangskrus, cigaretskodder, mængder af slikposer i vandet, skruelåg til sodavandsflasker, champagnepropper, teltpløkker og døde fisk.
2 af de kommunale affaldsstativer langs Lyngby Sø var også blevet smidt i vandet med tilhørende fortovsflise – de er trukket op igen.
Mudder er der også masser af – det kunne tydeligt ses på tøjet, da holdene vendte tilbage efter veludført indsats. En enkelt havde fået en våd gummistøvle – mudder er nemlig også glat.
På turen fik deltagerne mange positive hilsener fra de borgere de mødte under indsatsen – det siger vi tak for.
Der blev serveret en hyggelig frokost i Kano og kajakklubben 361 som afslutning på en god og hyggelig dag.
Klubben siger tak til Gladsaxe og Lyngby-Taarbæk kommuner for deres hjælp til afviklingen af dagen – særligt fordi de også er med i Ren By arrangementet søndag den 13. april.
Med venlig hilsen
Nanna Ilmer  


Kano- og kajakklubben "361" · Nybrovej 361 · 2800 Lyngby · Tlf.: 45 87 89 27 · E-mail: kontoret@kanoklubben361.dk · Kontortid: Tirsdage kl. 19.30 - 21